I Danmark har vi ligestilling, og vigtigere end det, grundlaget for ligestillingens naturlige implementering, LIGEVÆRD.
Og hvad er så ligeværd. Det er den naturlig følelse, at en mand er lige så meget værd, som en kvinde, og en kvinde er lige så meget værd som en mand. Et forældrepar, bliver ikke lykkeligere af at få en dreng end en pige. El. en pige end en dreng. Jo, måske, hvis de allerede har to drenge, og så får en pige (som det faktisk var tilfældet i min egen mors og fars liv *S) Men her snakker vi ikke om at kønnet er det centrale, el. at det ene køn, samfundsmæssigt, kulturelt, religiøst el. politisk er hævet over det andet = at det andet køn da må være underdanig og mindre værd.

Vi er det lykkeligste folk, bl.a. fordi vi for længst, ikke over én nat, men over forholdsvis kort tid, som samfund, har realiseret det. Både som en bevidsthedsmæssig ændring i de to køn, og som en samfundsmæssig implementation, der stadfæster, at vi rent faktisk mener det, og også ønsker manifestationen af det ud i alle ender af samfundet, i skolen, på jobbet, politisk…. i sengen!

En af grundene til at det lykkes at leve ligeværdigt i Danmark, er efter min mening, at vi lever i et demokrati. Og at demokratiet indikerer et større, og et mere bevidst samfundsmæssig ansvar, som er delt ud på det enkelte individ.

En anden, og vigtig grund til, at vi lever lykkeligt, er at vi, som det køn vi er skabt som, har retten til at folde os ud, også seksuelt. En alm. dansk mand, forventer ikke at hans kæreste er jomfru, når de mødes. Han accepterer at hun, som ham, er et frit menneske, der har sin fulde ret til at leve og nyde livet, og folde sig ud, også seksuelt.

At den danske kvinde EJER sin seksualitet og sin krop, er et faktum. Hun kan selv bestemme, hvem hun åbner sig for, hvornår hun siger nej og, hvornår hun siger ja. Hun bestemmer om hun vil date en mand som er væsentlig yngre end hende selv, jævnaldrende el. ældre. Det er hendes eget valg og naturligvis helt i orden.

Den gensidige accept og respekt imellem kønnene i Danmark, er et af de vigtigste grundsøjler i vores temmelig velfungerende samfund.

Der er selvfølgelig ting at arbejde på, også her. En nyere undersøgelse, siger at hver 7. Dansker mener at pigen selv er ude om voldtægt, hvis hun går med manden hjem. Lad mig, som dansk kvinde, menneske og sexolog slå fast: Kvinden har ALTID ret til at sige nej. Det gælder hvis hun er gået med ham hjem. Hvis hun ligger i hans seng. Hvis han er inde i hende. ALTID. Og det er bl.a. en af de mest centrale ting, vi som sexologer arbejder med de unge kvinder omkring, sådan at de ikke kommer til at ”låne” deres krop ud. Hvilket jo i bund og grund er utilfredsstillende for både mand og kvinde.

Vi har som samfund, som mand og som kvinde, både individuelt, samfundsmæssigt og også et samlet ansvar som køn, til at sætte baren højt.. højere. Hvilket menneske vil jeg være? Gribe i egen barm og pung. Enhver relation, kortere el. længere, der er baseret på at den ene part bruger den anden, er efter min mening, uværdig, ikke bare for den part som bruges, men også for den der bruger.

Samfund hvor kvinden reduceres og lader sig reducere til en brugsgenstand, der laver mand, og føder børn og har sex på mandens præmisser, vil efter min mening, altid være et samfund i fundamental ubalance. Hvis kvinden aldrig helt kan væres sig selv, folde sig ud, som den kvinde hun er, bruge sit fulde potentiale, så indikerer det et samfund, som lever med halvdelen af sin befolkning, der lever minimal af deres potentiale ud – og det er jo som samfund en kolossal ressource, som går tabt el. er kronisk opmagasineret.

Der er mange ting her i Danmark, som vi har meget god fod på. Vi er et kreativt folk, og det er vi bl.a. fordi vi bruger meget af vores potentiale, som mænd og som kvinder og som folk. Der er retningslinjer og der er rammer, men ikke flere end, at vi som folk, som køn, indbyrdes summer og er lykkelige, som det køn vi er skabt som, for hinanden og sammen.